Om hittegods.dk

Det her er min historie. Ikke verdensomvæltende — men for mig handler det om perspektiv.

I 2011 var min yngste søn Joshua seks år gammel. Han glemte sin hue i en bus. Ikke noget særligt, vel? Men det var hans yndlingshue: en slidt, blå elefanthue med små ører og en lille snabel på toppen. Han gik ingen steder uden den. Han elskede den højere end noget andet — nogle gange gik han endda rundt i lejligheden med den på, som var den hans kæledyr.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at det at glemme den i bussen den sene eftermiddag ved Svanemøllen Station i København, på vej hjem fra børnehaven, skulle blive starten på en lang jagt.

Vi var lige stået af bussen, da vi opdagede, at huen ikke var med. Joshua brød sammen i gråd — han troede, den var tabt for altid. Og jeg, som hans far og naturligvis den store problemløser i sådan en situation, beroligede ham: "Jeg ved, hvad vi gør. Vi får huen tilbage, bare rolig." Jeg vidste præcis, hvor den skulle anmeldes. Jeg ville gøre det med det samme og hente huen dagen efter. Løftet og min sikkerhed beroligede ham, og vi gik ud og købte lidt godt som plaster på såret.

Den offentlige transport — i topklasse og velorganiseret som den er — fandt aldrig huen. Jeg havde gjort alt det rigtige: kontaktet busselskabets hittegodskontor med det samme, udfyldt formularen og fulgt op hver dag i over en uge. Ingenting. Jeg meldte den endda til politiets hittegodskontor. Ingenting.

Jeg måtte håbe, at min søn ville glemme huen. Det gjorde han ikke. Da jeg til sidst måtte fortælle ham sandheden, var han knust. Han havde vænnet sig til at være uden den — men ikke til tanken om, at hans almægtige far ikke kunne finde en løsning. Alt det her på grund af en hue, der tilsyneladende var værdiløs for alle andre.

Dér begyndte min research. Jeg ringede til og mødtes med politiet. Jeg satte mig ind i det officielle hittegodssystem. Jeg gennemgik hele proceduren i Københavns Lufthavn, hvor der hver uge indleveres hundredvis af genstande, og lærte, hvad der sker, når ingen henter dem. Og så tjekkede jeg det mest oplagte sted, man ville lede: www.hittegods.dk (www.lost-and-found.dk) — og siden viste ... en blank side. Den fandtes ikke. Jeg opsporede ejeren af domænet, aftalte et møde, kørte tværs gennem landet, og efter en intens samtale indgik vi en aftale. Nu kunne jeg gøre noget ved det.

Et år senere — december 2012, med virkning fra 1. januar 2013 — blev de danske hittegodsregler ændret til det dårligere. Efter de nye regler vurderer politiet nu hver eneste indleverede genstand: Alt, der skønnes at være mindre end 500 kroner værd, mister hittegodslovens normale beskyttelse. Sådanne genstande kan destrueres, doneres eller sælges på auktion, hvis ejeren ikke melder sig inden for rimelig tid — og genstande, der vurderes ikke at være værd at opbevare, kan destrueres i samme øjeblik, politiet modtager dem. Pludselig kunne alle blå elefanthuer — og tusindvis af små skatte som dem — lovligt ryge direkte i skraldespanden allerede første dag.

Så jeg skabte ét samlet sted, hvor folk i det mindste ville have en chance for at finde dem uden om de officielle kanaler. Jeg skabte www.hittegods.dk og www.lost-and-found.dk, og selvom siderne aldrig blev de mest moderne, besøgte tusindvis af mennesker dem hver måned.

Nu, i 2026, relancerer vi siderne — moderne, brugervenlige og bygget med ét håb: at selv den mindste genstand bliver registreret her, hvad enten den er mistet eller fundet.

People Helping People™

— Chris 2026, København, Danmark